De forsvundne barer

Barer har været vigtige fanebærere i homoseksuelles rettighedskamp. Men én efter én drejer de nøglen om

En tredjedel af USA’s homobarer er forsvundet de seneste år. Og selvom samfundets øgede accept af homoseksualitet er en af årsagerne, kan barernes forsvinden have stor betydning for dem, der bryder med normerne. 

Af Selma Hildebrand Frederiksen og Marie Møller Munksgaard

De forsvinder. Én efter én.

Samlingsstederne for dem, der i tidernes løb har stukket ud fra samfundets seksuelle og kønnede normer.

I store dele af verden drejer homobarer nemlig nøglen om, og udviklingen er særligt markant i USA. Og barernes forsvinden vækker i den grad bekymring.

Før LGBTQ+ blev en del af de flestes ordforråd, var samfundets forståelse og tolerance for disse normbrydere ofte ikkeeksisterende. Derfor blev barerne tilflugtssteder for homoseksuelle, da de havde brug for et sted, hvor de kunne være sig selv. 

I Danmark samledes de i Pisserenden i indre København. I USA blev området Greenwich Village i millionbyen New York samlingspunktet. Men barernes storhedstid ser ud til at være ovre.

Greggor Mattson er professor i sociologi ved Oberlin College and Conservatory, og et af hans primære forskningsområder er faldet i antallet af homobarer på tværs af USA. Han har ad flere omgange kortlagt data, der understøtter hypotesen om, at homobarerne forsvinder fra frihedens land. Fra 2007 til 2019 er en tredjedel af landets LGBTQ+-barer forsvundet, helt præcist 36,6 procent. Og det kan have betydning for fællesskabet.

”Historisk set har det oftest været uden for familien og arbejdspladsen, at queerpersoner har fundet deres fællesskab. Derfor har barerne været det sted, hvor queers har kunne finde hinanden,” siger Greggor Mattson.

Samtidig viser kortlægningen, at barer, der henvender sig til farvede homoseksuelle, er faldet med 59,3 procent, mens barer, der primært henvender sig til lesbiske, er faldet med 51,6 procent mellem 2007 og 2019. 

Og det er vigtigt at holde øje med, hvordan udbuddet af barer udvikler sig for de forskellige grupper inden for LGBTQ+-miljøet, forklarer Greggor Mattson.

“Nogle siger, ‘det er bare fem barer, man mister, det er ikke et stort problem’. Men man sætter diversiteten i LGBTQ+-miljøet under pres, hvis man bliver ved med at miste de steder, hvor folk kan finde hinanden på kryds og tværs.”

Greggor Mattson har senest i 2021 undersøgt, hvordan coronakrisen har påvirket udbuddet af LGBTQ+-barer. Her viser tallene samme nedadgående tendens for barerne. Resultaterne er dog endnu ikke blevet fagfællebedømt af uafhængige forskere i et såkaldt peer review og skal derfor tages med forbehold.

Humanisering af barerne

Fra flere sider bliver der udtrykt bekymring for det faldende antal barer. En af de bekymrede stemmer er blandt andet The Lesbian Bar Project, der er blevet startet af de to veninder Erica Rose og Elina Street, og som har til formål at bevare landets få lesbiske barer.

Ideen kom til verden, da covid-19 lukkede alt ned, og forskellige nyhedsmedier rapporterede om, hvordan pandemien kunne blive de lesbiske barers dødsstød. Erica Rose og Elina Street sad isolerede i hver deres lejlighed, da de så nyheden, og der gik det op for dem, at sidst, de havde set hinanden, var på en lesbisk bar. De besluttede sig for at starte projektet, så der var barer at vende tilbage til, når pandemien var ovre.

Projektet har taget flere former undervejs, og senest er de udkommet med en tv-serie om de tilbageværende lesbiske barer. 

“Vores mål var at menneskeliggøre statistikken og vise menneskene bag barerne. Vi ville give et holistisk og intimt syn på, hvorfor barerne er vigtige, og hvorfor de ændrer sig,” siger Erica Rose.

The Lesbian Bar Project besøger mange barer fra hele landet, men når snakken falder på New York City, er det ofte de samme barer, der nævnes igen og igen. For Greenwich Village er legendarisk. Det er her, at homoseksuelle fra de fjerneste afkroge tog til, når familien slog hånden af dem, og det er her, det, vi i dag kender som Pride, startede.

Aftenen, der ændrede alt 

Før Pride indtog mange af verdens storbyer med gadefest, glimmer og læder, og før ægteskab blev tilladt for par af samme køn i USA, så virkeligheden for homoseksuelle helt anderledes ud. Lige indtil en varm sommernat i juni 1969. 

Selvom solen var gået ned over New York, var temperaturen stadig over 26 grader. Inde på den mafia-ejede homobar The Stonewall Inn i Greenwich Village var der ingen udluftning, og gæsterne søgte derfor ofte ud foran baren for at trække luft. Det var derfor, at de opdagede, at politiet – endnu en gang – var på vej mod baren for at udføre en razzia. Men nu skulle det være nok.

Barens gæster besluttede sig for at kæmpe imod. Journalist Lucian Truscott IV var til stede ved the Stonewall Inn den aften. I bogen ‘The Stonewall Reader’ beskriver han optakten til oprøret således:

“Politiet kom ind på Stonewall for anden gang på en uge lige før midnat fredag. Det begyndte som en lille razzia – to patruljefolk, to detektiver og to politikvinder var involveret. Men da gæsterne, der var fanget inde på baren, blev lukket ud én efter én, begyndte en menneskemængde at samle sig på gaden.”

“Pludselig ankom et salatfad, og stemningen i mængden ændrede sig. Tre personer i fuld drag blev anholdt sammen med bartenderen og dørmanden, til et kor af råb og buh fra menneskemængden. Én råbte, at man skulle vælte salatfadet, men den kørte væk, før der kunne ske noget.”

Politiets razzia blev startskuddet på tre dages protester, hvor gaderne omkring baren var fyldt med mennesker – først primært homoseksuelle – men undervejs stødte turister og allierede til. De store menneskemængder lukkede al trafikken ned i området, og politiet strømmede til for at få styr på optøjerne.

Et oprør var startet.

Kamp blev til hverdag

Selvom optøjerne ved Stonewall ses som et vendepunkt i USA’s LGBTQ+-historie, var det langtfra første gang, at homoseksuelle i USA kæmpede imod systemet. Gennem 1950’erne var flere organisationer blevet dannet, der alle havde til formål at sikre rettigheder til dem, der var interesserede i en af samme køn. 

En af de organisationer var ‘the Mattachine Society’. I 1966 gik tre mænd fra organisationen fra bar til bar for at bevise, at de blev udsat for diskrimination i nattelivet. Lovgivningen dengang lød, at ‘ordentlig opførsel’ var et krav for at kunne blive serviceret i en bar. Og da homoseksualitet blev anset som ‘uordentlig opførsel’, kunne barer, der betjente homoseksuelle få frataget deres tilladelse til at sælge alkohol.. 

De tre mænd startede derfor hvert barbesøg med at sige til bartenderen, at de altså var bøsser. De to første steder, de besøgte, serverede stadig for dem. Men da de nåede til baren Julius’, der netop var blevet udsat for en razzia få dage forinden, blev de afvist. Og da de tre mænd selv havde inviteret journalister med på turen, blev afvisningen omtalt i flere medier de kommende dage. 

Protesten, der senere er blevet kendt som ‘the Sip-In’, betød i sidste ende, at loven blev ændret, sådan at homoseksualitet ikke længere blev set som ‘uordentlig opførsel’. Bøsserne kunne nu drikke frit – eller næsten, for razziaerne fortsatte lige indtil den skæbnesvangre dag på Stonewall Inn. Og der var meget på spil, hvis man blev opdaget på en af barerne under en razzia, fortæller Katherine Sender, der er professor ved Cornell University og forsker i køn og seksualitet.

“Hvis du blev arresteret på en homobar, var det ikke sjældent, at du mistede dit job og din bolig. Det fortsatte indtil oprøret på Stonewall, der generelt set ses som vendepunktet for den homoseksuelle befrielsesbevægelse,” siger hun.

Oprøret ved the Stonewall Inn skete i kølvandet på et årti, hvor kamp var blevet hverdag. Den amerikanske borgerrettighedsbevægelse kæmpede for at sikre farvedes rettigheder, folk samledes for at protestere mod krigen i Vietnam, og kvindekampen begyndte at blive alles kamp.

Mange ser dagene i 1969 som et definerende øjeblik i kampen for homoseksuelles rettigheder. Siden da har barerne udviklet sig til at blive centrale samlingspunkter og såkaldte safe spaces for homoseksuelle, som har til formål at give en pause fra omverdenen, forklarer Kristian Møller, der er kønsforsker ved Roskilde Universitet.

“Safe spaces er en idé om, at man skaber en pause fra en form for undertrykkelse eller vold, hvorfra man så kan opbygge følelsesmæssig og politisk kapacitet og sammenhold til at møde verden med fornyet kraft.”

Datinglivet bliver online 

Så hvordan kan det være, at nogle af de mest centrale samlingspunkter og safe spaces svinder hastigt ind? Det er der flere årsager til, heriblandt fremkomsten af sociale medier.

Da mobiltelefonen blev en fast del af vores liv, blev afstanden mellem os kortere. Med bare et par klik på skærmen, kan man nu finde folk, der deler ens hobby, folk, der vil snakke til langt ud på natten, og folk, der leder efter en partner. Og det kan have fjernet folk fra barerne, mener sociolog Greggor Mattson fra Oberlin College.

“Før blev man nødt til at gå ud, hvis man ville møde en fremmed queer. Men med sociale medier og datingapps har barerne mistet deres monopol på folks mulighed for at møde hinanden,” siger Greggor Mattson.

Selvom det ifølge Mattson overvejende er positivt, at barerne ikke længere har monopol på homoseksuelles kærlighedsliv, mener han, at der er faldgruber ved de sociale medier, fordi det kun kommer til at handle om at score eller date – og ikke om fælles historie og sammenhold. 

“På en bar kan du snakke flere sammen, og du kan møde folk, der er ældre end dig, som kan fortælle om den historie, der er gået forud for, hvor samfundet er i dag. Jeg vil ikke underspille vigtigheden af datingapps, men de opbygger ikke fællesskaber på samme måde, som en bar gør,” siger Greggor Mattson.

Samfundet bliver mere accepterende

Katherine Sender er enig med Greggor Mattson i, at sociale medier har haft en stor indflydelse på homoseksuelle fællesskaber, da det har fjernet incitamentet til at gå på bar for at score. Men alligevel mener hun ikke, at det er den største synder bag homobarernes nedgang.

“Den dominerende fortælling er ofte, at sociale medier dræbte homobarer, hvilket ikke er helt løgn. Men der er to andre faktorer: gentrificering af de indre bykvarterer, hvor homoseksuelle barer traditionelt havde plads, og accepten af nogle homoseksuelle personer på mainstream barer,” siger Katherine Sender.

Tal viser, at omverdenens syn på homoseksuelle har udviklet sig i en positiv retning. Pew Research Center er en amerikansk tænketank, der blandt andet har undersøgt forskellige landes syn på homoseksualitet. I 2019 viste deres undersøgelse, at 72 procent af amerikanerne mente, at homoseksualitet skulle accepteres i samfundet. I 2006 var det tal 54 procent.

Erica Rose fra The Lesbian Bar Project fremhæver, at det har krævet “et enormt stykke arbejde” fra tidligere generationer for at nå til et punkt, hvor man som homoseksuel kan gå på gaden med sin kæreste og føle sig tryg. Men det betyder ikke, at barerne har mistet deres værdi, mener hun.

“Samfundet er stadig heteronormativt. Så når man fjerner steder for queers, så siger man i virkeligheden, at det er okay, at der kun er steder målrettet heteroseksuelle. Men vi har stadig brug for steder, der kan rumme vores kultur og identitet,” siger Erica Rose.

Sårbare safe spaces

Selv den dag i dag er det ikke uden risiko at sætte foden indenfor på en bar for LGBTQ+-personer. Det blev tydeligt, da landets borgere en søndag morgen i november slog øjnene op til nyheden om, at en mand havde dræbt fem personer på en LGBTQ+-klub i Colorado.

Samme søndag står en forsamling af mennesker nu foran The Stonewall Inn. I menneskemængden holder en mand et pride flag op, som blafrer i vinden.

De er kommet for at støtte op om “Transgender Day of Remembrance”, som sætter fokus på de transkønnede, der har mistet livet som følge af transfobi. Men i sidste øjeblik er det endt med også at blive en mindehøjtidelighed for de fem personer, der natten mistede livet i skyderiet. 

Og interessen fra offentligheden er stor. Amerikanske medier er mødt talstærkt op, og for rullende kameraer bliver gæsterne interviewet. For enden af vejen holder flere politibiler som en påmindelse om, hvad der netop er hændt.

I dagene efter dækkes skyderiet hyppigt i medierne og et ramaskrig lyder, da gerningsmandens far udtaler, at han “blev bange og tænkte ‘shit, er han bøsse?’”, da han fandt ud af, at skyderiet havde fundet sted på en homobar.

“Men han er ikke bøsse, så jeg sagde ‘puha’,” lød det efterfølgende fra faren.

Gerningsmandens far udtalte, at hans politiske og religiøse overbevisning gør, at han ikke synes, at homoseksualitet er acceptabel. Og den holdning er han ikke ene om at have. I 2019 mente 21 procent af amerikanerne, at homoseksualitet ikke skal accepteres i samfundet. 

Det har også rejst spørgsmålet, om barerne i virkeligheden er de safe spaces, de påstår at være. 

“Det er en relevant overvejelse, at skyderierne kan få folk til at føle sig mindre sikre ved at gå på bar, fordi de er bange for at blive et potentielt mål,” siger Katherine Sender.

Men der er også dem, som nægter at lade sig tryne. Som mener, at man skal blive ved med at kæmpe for at tage sin plads i samfundet.

Dem er vi taget til New York City for at besøge.

Læs med i kapitel to, hvor vi tager til New York City for at besøge to af de under 25 resterende barer for lesbiske i hele USA.

Debbie får tårer i øjnene, når hun skal beskrive sin yndlingsbar. Det er nemlig meget mere end bare et sted at drikke øl

Gæsterne strømmer ind på to af New Yorks queer-barer. Det gør de, fordi der stadig er brug for safe spaces, hvor man kan spejle sig i andre, mener både barejere og gæster. Men andre står på spring for at løfte den opgave, barerne traditionelt har taget på sig.

Af Selma Hildebrand Frederiksen og Marie Møller Munksgaard

Gaderne ligger stort set tomme hen, da vi ankommer til Greenwich Village på Manhattan. Det er lørdag eftermiddag, og kun et par forbipasserende hundeluftere har trodset den iskolde luft og bevæget sig udenfor. 

Gennem et vindue omkranset af lyskæder kan New Yorks beboere få et kig ind til baren Cubbyhole, hvor lørdagens festligheder er startet tidligt.

Og kulden forlader os øjeblikkeligt, da vi træder indenfor. I stedet omfavner varmen os som et kram.

En lav kvinde spotter os hurtigt og med et champagneglas i hånden, spreder hun armene ud og trækker på smilebåndet.

“Velkommen til Cubbyhole!”

Siden 1994 har baren stræbt efter at være et samlingssted for LGBTQ+-miljøet og dets venner ved at byde alle velkommen til “at have det sjovt, møde nye mennesker eller gamle venner”.

Men Cubbyhole er ved at være et unikum. Homobarer på tværs af USA forsvinder, og den udvikling gør sig især gældende for lesbiske barer. Der er under 25 lesbiske barer tilbage i landet, og Cubbyhole er en af dem. Og når barerne forsvinder, risikerer lesbiske kvinder at miste deres vandingshuller.

Homobarerne har nemlig haft en central rolle i LGBTQ+-miljøets rettighedskamp og fungeret som knudepunkt for fællesskabet i mange år. Men med indtoget af sociale medier, en coronakrise, der pressede mange virksomheder til at lukke og slukke, og ikke mindst en stigende accept af LGBTQ+-personer i samfundet, kan man få lyst til at spørge sig selv:

Hvad er barernes relevans i dag?

Vi er taget til byen, der har dannet rammen om kampen for homoseksuelles rettigheder – New York – for at besøge nogle af de få barer, der stadig er tilbage.

En selvvalgt familie

Kvinden, der har budt os velkommen bag baren, kommer hen mod os. Det er Debbie Greenberg, og hun har været bartender på Cubbyhole i de seneste 12 år. Hun giver os et kram, dirigerer os til at smide overtøjet på en stol, og så får vi stukket en øl i hånden.

Herfra går det lynhurtigt.

Først skal vi se på en seddel på døren ind til Cubbyhole, hvor barens historie står skrevet, så skal vi hilse på Geeta, der er bartender i dag, videre for at sige hej til en af stamgæsterne i baren, og så når vi også lige at vinke til to mænd, der sidder og synger med på jukeboksens toner, der brager ud i rummet.

“Vi er bøsserne, som styrer musikken,” siger den ene med et blink i øjet til os, men før vi ved af det, har Debbie fundet en ny person at introducere os for.

Det er Bonnie og hendes veninde, der sidder i baren. De to kvinder er begge stamgæster på Cubbyhole – og lige præcis derfor ved de, at det handler om at komme tidligt om lørdagen. Inden længe vil den lille bar nemlig være så fyldt med mennesker, at det knap nok er til at komme rundt.

“Så kan alle os stamgæster, der kender hinanden, lige nå at have et par timer sammen, inden det går amok,” siger Bonnie.

Bonnie er 31 år gammel og født og opvokset i Holland. Hun flyttede til New York for omkring et år siden i forbindelse med sit job, og da hun landede i den pulserende, travle storby, kendte hun ikke et øje.

Indtil hun fandt Cubbyhole.

Efter at have hørt om baren besluttede Bonnie at give det et skud. Måske det kunne være, hun kunne finde nogle nye venner der? Og mere end en enkelt aften krævede det ikke.

“Mange af de gode venner, jeg har i New York, fik jeg den første aften, jeg kom på Cubbyhole. Siden da er jeg bare blevet ved med at komme tilbage, og nu er det som at have en ekstra familie,” siger hun.

I dag kommer hun her flere gange om ugen, blandt andet med sin veninde, som hun sidder i baren med denne lørdag. De mødte hinanden på Bonnies første aften på Cubbyhole, og baren er nu blevet en så vigtig del af hendes liv, at hun tog sin far med derhen, da han var på besøg fra Holland.

“Hans eneste kritikpunkt var, at musikken var utroligt høj, men ellers blev han bare glad for at se, at jeg har fundet det her fællesskab at være en del af,” fortæller Bonnie.

Spørger man Bonnie, er det lige præcis derfor, det er vigtigt, at steder som Cubbyhole fortsat består. For i modsætning til at tage på en hvilken som helst ‘straight’ bar og “blive lagt an på ni ud af ti gange”, som Bonnie beskriver det, handler en aften på Cubbyhole nærmere om at komme hinanden ved og skabe et rum, hvor man kan sænke skuldrene – lige meget hvem man er.

Debbie fandt hjem

Tonerne af en ny sang fra jukeboksen strømmer ud i rummet, og det er tilsyneladende en klassiker på Cubbyhole. Samtlige gæster begynder at synge med på ‘Daydream Believer’ af Anne Murray, mens Debbie Greenberg starter en livestream på Instagram for at vise det høje humør frem for omverdenen. Og det er ikke sidste gang denne lørdag eftermiddag, at hun hiver telefonen frem for at gå live.

Da det endelig lykkes os at lokke Debbie hen i et hjørne af baren for at snakke, når hun knap nok at sige en sætning, før vi bliver afbrudt af en gæst, der kommer hen for at give hende et kram.

“Undskyld! Der er bare så mange mennesker, jeg skal nå at sige farvel til,” siger Debbie til os.

Det er nemlig Debbies sidste aften på Cubbyhole i et stykke tid. Hendes mor er blevet syg, og derfor forlader Debbie New York for en stund for at passe på moderen. Forhåbentligt er hun tilbage på “Cubby” i maj, lyder det.

Og det er ikke nemt at sige farvel. Siden Debbie trådte ind ad barens dør for første gang, har hendes liv nemlig ændret sig drastisk.

“Jeg havde det som et lille barn, der kom på besøg i Willy Wonkas chokoladefabrik, da jeg begyndte at komme på Cubbyhole. Jeg følte mig fri og tilpas – som om jeg havde fundet hjem,” siger hun.

Debbie Greenberg sprang ud som 44-årig, ikke længe efter hendes homoseksuelle bror døde af aids. Det skete samtidig med, at hun fik job som bartender på Cubbyhole, og i dag er hun 57 år gammel. 

Meget er sket siden da, men en ting har ikke ændret sig.

“Det er mere vigtigt end nogensinde før at have et safe space som det her. Jeg begynder næsten at græde af at snakke om det, fordi det er så vigtigt,” siger hun.

“Det her land er et stort, fucking rod. I Florida bliver folk fyret for at være homoseksuelle. I New York har jeg prøvet at blive spyttet efter af en fyr, fordi han troede, at jeg kiggede på hans kæreste. Så hvor skal vi tage hen for at føle os sikre, hvis ikke vi har de her barer?”

Fysiske mødesteder kan ikke erstattes 

Som timerne skrider frem, bliver det kun sværere at forestille sig, at lignende barer rundt om i landet har været nødt til at dreje nøglen om. Cubbyhole er nemlig fyldt til randen, drinks bliver langet over disken i pendulfart, og jukeboxen spiller højere og højere.

Men da Geeta og Debbie skruer ned for musikken for at sige et par ord til gæsterne, bliver vi mindet om, hvorfor vi er her.

“Tak, fordi I er her i aften og er med til at forme det her fællesskab og gøre det til et safe space,” siger Geeta bag baren, og folk klapper og hujer i opbakning.

Ifølge Greggor Mattson, der er sociolog ved Oberlin College og forsker i LGBTQ+-barer, skal man ikke undervurdere betydningen af barerne i dag, da det ikke er alle steder i landet, der er lige accepterende. 

“Selv i New York som er meget progressiv, er der stor forskel på at være queer, alt efter hvilken bydel du bor i.” 

Mens sociale medier har gjort det nemmere at opsøge LGBTQ+-personer andre steder end på en bar, mener Greggor Mattson ikke, at de to ting kan sammenlignes. Oftest vil man nemlig søge efter folk, der ligner en selv på sociale medier.

“Fysiske mødesteder er unikke, fordi du har muligheden for at støde ind i en fremmed og have en samtale, der udfordrer og ændrer dig en lille smule. Det kommer der altid til at være brug for, lige meget hvor stor accepten bliver i samfundet.”

Repræsentation uden stereotyper

At homoseksuelle fællesskaber som Cubbyhole har så stor betydning for dem, vi møder, kan have rod i, at der har været – og til dels stadig er – få åbent homoseksuelle i det offentlige billede. Det kan have stor betydning for det enkelte individ, lyder det fra Susanne Branner Jeppesen, der er sekretariatschef for LGBT+ Danmark.

“Hvis man ikke har nogen at spejle sig i, så kan det lede til en ensomhedsfølelse. Og det er et kæmpe problem blandt LGBT+-personer,” siger Susanne Branner Jeppesen. 

Ensomhed er langt mere udbredt blandt LGBTQ+-personer. 28 procent af den danske LGBTQ+-befolkning følte sig nemlig ensomme, mens det samme gjorde sig gældende for fem procent af den danske befolkning i 2020. Det viste en undersøgelse foretaget af Miljø- og Fødevareministeriet.

I USA har den amerikanske interesseorganisation SAGE været med til at kortlægge ensomhed blandt homoseksuelle ældre. Resultatet viste, at 53 procent af ældre homoseksuelle følte sig isolerede fra andre, mens 59 procent oplevede, at de manglede selskab.

“Det er vigtigt, at vi har en bred repræsentation, så man kan se, at man kan få et liv som queer, hvor man kan have alle slags livsforløb og ikke behøver at være på én måde, der er ret stereotypisk,” siger Susanne Branner Jeppesen.

Hvor homoseksuelle i film og tv-serier ofte har været reduceret til den kække, løs-i-håndleddene, moderigtige bøsse-ven, så er serien ‘The L Word: Generation Q’ et brud med den tradition. 

I tråd med sin forgænger, der bare blev kaldt ‘The L Word’, følger tv-serien en LGBTQ+-vennegruppe, der viser, at homoseksuelle også ‘bare’ er mennesker, der kæmper mod hverdagens trivialiteter, syge mødre, stofmisbrug og utroskab. 

Derfor er det også noget at et scoop, da queer-baren Henrietta Hudson kan offentliggøre, at de er det eneste sted i New York, der viser seriens forpremiere. Og den nyhed er noget, der lokker gæsterne til.

Dans under diskokuglen

Langs fortovet foran Henrietta Hudson snor en kø sig af primært kvinder, der venter på at blive lukket ind. 

Indenfor er der endnu tomt, kun bartenderne er på plads. De er tre unge kvinder midt i 20’erne, og de forbereder sig på dagens ryk. Med 300 forventede gæster og fri bar de første to timer, ved de, at der bliver travlt.

Og rigtigt nok: Så snart dørene åbner, stimler folk sammen i baren, før den første gruppe af mennesker tager dansegulvet i brug. 

Til tonerne af ‘Woman’ med Doja Cat fyldes dansegulvet langsomt mere og mere op, og snart er det ikke til at tro, at klokken kun lige har passeret syv om aftenen. De første kys bliver delt på dansegulvet, og over menneskemængden roterer en stor diskokugle, der skaber genskær over alt, på vægge og på gulvet. 

Men pludselig bliver musikken slukket, og et sug går gennem lokalet. 

På barens to tv-skærme går serien i gang. Hver gang et nyt par dukker op på skærmen, hujes der i lokalet. Der bliver sat undertekster på afsnittet, for gæsternes begejstring er så stor, at man knap kan høre, hvad skuespillerne siger.

Ude foran baren er der sat en storskærm op, og selvom temperaturen stadig falder, holder folk ud. Med ekstra lag tøj har de placeret sig på stolerækkerne, og når der hujes indenfor, stemmer de i. 

Mellem dem går Lisa Cannistraci, ejeren af Henrietta Hudson. Med sin vanlige uniform, hvid dunvest og matchende hue, giver hun os en thumbs up, før hun haster videre mod næste opgave. Aftenen er en succes. 

En levende organisme

Det er ikke første gang, vi møder Lisa. Dagen forinden brugte vi sammen med hende for at høre, hvordan hun har fået Henrietta Hudson til at overleve – og trives.

Hun tager imod os foran den lukkede bar, hvor der altid er noget at se til. Netop nu er det en mindre oversvømmelse i kælderen.

Af den grund inviterer hun os med op i sin lejlighed, som ligger lige over Henrietta Hudson. Derfor har hun heller aldrig helt fri.

“Når jeg skal sove, har jeg AirPods i ørene. Ellers larmer det for meget fra baren. Det sidste jeg gør, inden jeg sover, er at kigge ind ad barens vinduer. Og om morgenen går jeg på Instagram for at se, hvordan natten er gået,” fortæller Lisa. 

At være barejer er noget, man er hele tiden, lyder det fra Lisa. Selv begyndte hun som bartender på en lesbisk bar tilbage i 1985. Men da baren lukkede i 1990, øjnede Lisa en mulighed. Hun købte lokalerne, og året efter slog Henrietta Hudson dørene op. 

Når Lisa taler om baren i dag, omtaler hun ikke Henrietta Hudson som et “det”, men som en “hun”, der er “meget, meget nuanceret”.

“Jeg synes ikke, at Henrietta Hudson er en bar. Hun er en levende, åndende organisme som har sit eget liv. Det er et magisk sted,” siger Lisa. 

Aktivisme som følgesvend

Det har krævet blod, sved og tårer at holde liv i Henrietta Hudson i alle disse år. Og en hel del nytænkning og aktivisme.

“Jeg er en aktivist, der tilfældigvis ejer en bar. Henrietta Hudson er en platform for det. Jeg har aldrig villet være en barejer, men pludselig stod planeterne lige, og vi gjorde det, og nu er der gået 32 år,” siger Lisa. 

Ifølge Lisa har “tallene aldrig været bedre”, og hun viser os en video på sin mobil, hvor man kan se folk stå i en kø, der snor sig hele vejen rundt om boligblokken for at komme ind på baren efter 15 måneders coronanedlukning. 

Men det har ikke altid været guld og grønne skove. I 2012 “trivedes Henrietta ikke”, som Lisa formulerer det. Til et event for ældre homoseksuelle mødte hun “nogle unge queers”, og da hun spurgte dem, om de nogensinde ville feste på Henrietta Hudson, lød svaret:

“Nej, det sted er så gammeldags.”

Ikke just opløftende som barejer.

“Jeg vidste, at det ville være svaret, men jeg havde brug for at høre det. Næste morgen vågnede jeg op og startede stedets forvandling. Underholdningen blev mere professionel og med en showgirl-energi. Stille og roligt begyndte ‘ungerne’ at komme, så indtil 2019 blev baren travlere, mere interessant og mere tillokkende,” forklarer Lisa. 

Udviklingen betød blandt andet, at baren gik fra at være en lesbisk bar til en ‘lesbisk-centreret queer-bar’. Hvor baren tidligere henvendte sig til lesbiske, blev fokus nu på at gøre plads til alle – men stadig med de lesbiske gæsters ve og vel i hovedsædet.  

Det skulle ikke blive sidste gang, at baren ændrede målgruppe. Da pandemien spredte sig på Manhattan, og alt lukkede ned, så Lisa det som en chance for at genopfinde baren endnu engang. Det betyder, at den ikke længere er centreret om lesbiske, men i stedet er en ‘queer-bar lavet af lesbiske’. 

Samtidig blev en del af de ansatte skiftet ud, så nu er de, der står bag baren, en del af den generation, som de betjener. Og de er anderledes, end publikum var for bare få år tilbage. 

“De unges kønsidentitet er flydende, de er non-binære, mange er polyamorøse. De er gladere. Da jeg åbnede, kom folk til Greenwich Village, fordi de blev nødt til at flygte fra deres hjem på grund af homobashing, og fordi de blev smidt ud af deres forældre. De var ikke lige så glade, som de er i dag,” siger Lisa. 

“Altid en kamp at kæmpe” 

Fredag aften er der heller ingen tvivl om, at gæsterne er glade. Men i en ikke fjern fortid var gæsternes færden uden for barerne forbundet med risiko.

For samfundets accept er ikke noget, der bare er blevet givet til homoseksuelle. Det er noget, der er blevet kæmpet for. Og Lisa har været med til de fleste kampe. Hun var en af dem, der gik forrest for rettigheden til at gifte sig med eget køn. 

Det gjorde hun, selvom hun “vidste, at det ville skade hendes forretning.” Hendes tese var, at det ville betyde, at lesbiske par “ville blende ind” på samfundets ‘straight’ barer – og derfor stoppe med at besøge byens lesbiske barer. 

“Men jeg stoppede aldrig. Det ligger i min natur, og der er altid noget, der skal ændres. Altid en kamp at kæmpe.” 

I dag må homoseksuelle gifte sig, og i december blev den rettighed slået fast i granit. Et flertal i Repræsentanternes Hus i USA stemte for en lov, der skal sikre retten til at gifte sig med en af samme køn. Ugen forinden stemte Senatet for det samme, og det betyder, at lovgivningen nu ender på Joe Bidens skrivebord. 

Denne milepæl kommer efter fire år med Donald Trump som præsident, “der normaliserede had mod farvede og queers”. Sådan lyder det fra Lisa Cannistraci, der med egne øjne kunne se, hvordan det påvirkede folk. 

“Pludselig blev Henrietta ekstra travl, for folk blev bange igen,” siger Lisa. 

“Jeg følte mig skyldig. Forretningens tal skød i vejret, fordi folk var bange. Men mine venner sagde ‘du har gjort det her i årtier, du har gjort alt arbejdet, du er ikke en outsider, der kapitaliserer på, at queers er bange. Du er én, der er i kampen hver dag’. Men ja, vi vil altid have brug for de her rum, for hvem ved, hvad den næste skøre politiske bevægelse bliver.”

Et fællesskab i nærvær af alkohol

Vigtigheden af barernes rolle i samfundet som en institution, et safe space og et samlingspunkt for homoseksuelle er tydelig, når vi snakker med barernes gæster, bartendere og ejere. 

Men der er også dårlige ting ved barerne, påpeger forsker Greggor Mattson. Derfor er det nødvendigt med et kritisk blik på alkohols betydning for dannelsen af queer fællesskaber. 

“Det er ambivalent, at fællesskabet altid samles i nærværet af alkohol. Det betyder både, at unge LGBTQ+-personer bliver udelukket fra fællesskabet, og at det er svært, hvis man er tidligere misbruger,” siger Greggor Mattson.

Derfor er det vigtigt, at der også er steder, hvor man kan mødes, uden at alkohol er indblandet. Og et af de steder kan være Brooklyn Community Pride Center, hvor Jere Keys arbejder som kommunikations- og udviklingsmedarbejder.

“Vi eksisterer for at udfylde hullerne for LGBTQ+-samfundet. For uden en bevidst indsats opstår fællesskabet ikke. Især fordi det ikke bliver givet videre gennem generationerne. Derfor er der brug for et sted, hvor vi kan tale med samfundets ældre og til den yngre generation, så de kan viderebringe kulturen, traditionerne og historien fra en æra til den næste,” siger Jere Keys. 

De ansatte og frivillige i centeret udgør en socialaktivistisk funktion, hvor de hjælper LGBTQ+-personer med alt fra hjemløshed til jobjagt og økonomiske problemer. I takt med at non-profit-organisationer overtager nogle af de opgaver, som barerne traditionelt har taget på sig, vil man se barerne blive “en mindre drivkraft” bag fællesskabet, mener Jere Keys.

Det vil dog være forkert at sige, at barerne ikke længere har en funktion, siger Greggor Mattson. Han understreger nemlig, at den del af LGBTQ+-personer, der bifalder, at barerne forsvinder, kun kan gøre det, fordi de selv tilhører majoriteten af minoriteten. 

“Man skal ikke overromantisere barerne, men man skal heller ikke nedgøre dem. Folk, der siger, at det er godt, de forsvinder, er ofte ciskønnede, hvide homoseksuelle mænd fra middelklassen, der føler sig sikre i offentligheden. Men den frihed gælder ikke for alle queers endnu,” siger Greggor Mattson.

Uudtalte spændinger 

På Cubbyhole er lørdag eftermiddag ved at blive til aften, og baren er efterhånden helt proppet. Mænd og kvinder står side om side og synger med på jukeboxens toner.

Men sådan kommer resten af aftenen ikke til at fortsætte, lyder det fra de to “bøsser, der styrer musikken”, som sad i baren, da vi kom ind ad døren. De er hyppige gæster, på trods af at Cubbyhole ifølge Debbie Greenberg er “90 procent lesbisk”.

Selvom der skal være plads til alle i baren, forklarer de to mænd, at der alligevel er nogle uskrevne regler at følge.

“Alle bøsserne smutter ved en 18-19-tiden om aftenen for at give plads til de lesbiske kvinder. Det er vores måde at vise på, at vi respekterer et af de få steder, de har tilbage,” siger Brent Miller.

“Ellers kan det godt give nogle gnidninger.”

Det bliver pakket pænt ind. Men selv på steder som Cubbyhole kan det være svært at balancere mellem ønsket om at skabe plads til alle, uanset køn og seksualitet, samtidig med at ville skabe et frirum for en specifik minoritet. 

Og det er uundgåeligt, at nogle vil træde forkert.

Læs videre i kapitel tre, hvor vi møder Axel, der ikke føler sig velkommen på New Yorks LGBTQ+-barer, efter han har skiftet køn.

En genfødsel af homobarerne er undervejs: “Der er aldrig noget sted, der kan være sikkert for alle”

Kompleksiteten af køns- og seksualitetsspektret har udviklet sig, og det gør det sværere at skabe et safe space for alle på LGBTQ+-barer. Det har 29-årige Axel Martinez Zapata oplevet på egen krop, og han har ikke lyst til at besøge barerne mere. Men yngre generationer tager barernes betydning for givet, lyder kritikken fra den ældre generation. 

Af Selma Hildebrand Frederiksen og Marie Møller Munksgaard

Det var meningen, det skulle være en tryg og hyggelig aften, da Axel trådte ind ad døren til Happyfun Hideaway.

Han havde været på LGBTQ+-baren i Bushwick, New York, mange gange før. Men den her gang var noget anderledes. Når folk så på ham, så de ikke længere en kvinde – men i stedet en mand.

Da Axel stod oppe i baren og bestilte en drink, mærkede han pludselig varmen fra en krop bagved ham, der trykkede sig tæt op af ham.

“Kender jeg dig?” spurgte Axel.

Manden svarede ikke, men blev i stedet ved med at stirre på ham. I et forsøg på at komme væk fra situationen, begyndte Axel at gå ned mod sit bord, hvor hans kæreste sad og ventede. 

Men han nåede ikke langt. Før han vidste af det, skubbede fyren fra baren ham op ad en væg og begyndte at røre ved ham.

“Du er vist i det forkerte space, honey,” sagde manden til ham.

Det var første gang, at Axel Martinez Zapata var på baren Happyfun Hideaway, efter han transitionerede til mand. Kort efter besøgte han baren igen, fast besluttet på at give stedet en ekstra chance. Men han blev chikaneret igen, og nu har han ikke lyst til at vende tilbage.

“Det er en god og sjov bar, og mange af mine venner kommer der stadig. Men jeg har ikke lyst til at komme et sted, hvor jeg bliver nødt til at fortælle, at jeg er transkønnet for at undgå at blive chikaneret,” siger han.

“Vores barer er ikke perfekte”

Historisk set har USA’s barer for homoseksuelle haft stor betydning for LGBTQ+ miljøets rettighedskamp og været samlingsstedet i tider, hvor der ikke var andre trygge steder at mødes. Nu svinder de ind, og det skaber bekymring. For med færre barer, bliver der færre safe spaces, lyder det fra flere sider. Men det er ikke alle, der har oplevet at LGBTQ+-barer har været et trygt rum at træde ind i.

Efter Axels transition udgør barerne i hvert fald ikke længere et safe space for ham. Diskrimination er ifølge ham ikke kun et problem, der kommer udefra, og det ønsker han, at man i højere grad kan italesætte.

“Alle har deres problemer i LGBTQ+-miljøet. Det vil jeg ikke underminere. Men jeg synes, det er vigtigt at tage de svære snakke.”

Den pointe anerkender filmskaber Erica Rose. Hun har startet The Lesbian Bar Project sammen med Elina Street, der har til formål at “fejre, støtte og forstærke” de tilbageværende barer for lesbiske. 

“Vores barer er ikke perfekte, og det forsøger vi også at være ærlige omkring. Vi har oplevet alt fra racisme til transfobi til xenofobi på barerne, og det er vigtigt at sætte fokus på,” siger hun.

Samme toner lyder fra Greggor Mattson, der er professor i sociologi ved Oberlin College and Conservatory. Han har brugt to år på at kortlægge LGBTQ+-venlige barer og klubber i USA og er på nuværende tidspunkt ved at skrive en bog om udviklingen af homobarer i landet.

“Jeg advarer altid folk mod at romantisere barerne. For barerne eksisterer i et samfund, hvor der stadig er racisme og diskrimination. Derfor kan barerne ikke se sig undtaget fra, at det også sker hos dem.”

En bevægelse mod safer spaces

Før Axel transitionerede, kom han ofte på LGBTQ+-barer, da han identificerede sig som lesbisk kvinde. Og her fandt han det fællesskab, som præger fortællingen om barerne.

Når den ugentlige lesbiske aften på baren The Woods løb af stablen, var det samlingsstedet for alle vennerne og føltes “som den bedste tid på ugen”.

“Det betød meget for os alle sammen at have det sted at mødes. Men det gør mig trist at tænke på, for nu kan jeg ikke tage derhen uden at blive chikaneret,” siger han og tilføjer:

“Jeg var godt klar over, at det ikke ville blive nemt, men jeg regnede ikke med, at jeg skulle opleve at blive taget på, skubbet og endda ignoreret på de barer, jeg plejede at komme på.”

For Axel har hans oplevelser efter hans transition betydet, at han den dag i dag foretrækker at tage på ‘straight’ barer frem for queer-barer, da han føler sig mere velkommen der.

“Inden for queer-miljøet er der så mange uudtalte problemer, som gør, at jeg hellere vil bruge min tid på ‘straight’ barer. For hvorfor skulle jeg have lyst til at tage et sted hen, hvor jeg ikke føler mig velkommen, selvom der står, at det er LGBTQ+ venligt?”

Ifølge Kristian Møller, der er kønsforsker ved Roskilde Universitet, er det ikke utænkeligt, at flere har haft oplevelser, der minder om Axels. Det er blandt andet derfor, at man i højere grad er begyndt at tale om safer spaces frem for safe spaces, forklarer han.

“Når man begynder at tale om safer spaces, er det en anerkendelse af, at der aldrig er noget sted, der kan være sikkert for alle. Derfor vil en kontrol af, hvem der er til stede i et rum aldrig være et fuldstændigt værn mod eventuelle overgreb eller problematiske situationer,” siger Kristian Møller.

Opblødningen fra safe space til safer spaces skyldes ifølge RUC-forskeren, at spørgsmål om hvad der udgør et køn, en seksualitet eller en etnicitet er blevet “enormt komplekse”.

“Det gør det sværere at identificere de individer, som kan være til fare for andre i rummet eller gøre dem utrygge. Derfor er det heller ikke et sikkerhedsproblem, der har et quick fix.”

Transkønnede er udsatte

Da Axel Martinez Zapata transitionerede, havde han et håb om, at de queer-barer, der førhen havde været samlingspunktet i hans sociale liv, fortsat kunne have samme betydning.

Men sådan blev det ikke. Spørger man Axel, handler hans dårlige oplevelser på barerne om, at der ikke er nok fokus på at skabe et fællesskab for trans-miljøet i USA.

“Vi snakker meget om homoseksuelle mænd og kvinders udfordringer. Men jeg føler ikke, at nogen snakker om transkønnedes udfordringer og vores manglende mulighed for at finde fællesskab med hinanden,” siger Axel.

Og transkønnede er en udsat gruppe inden for LGBTQ+-spektret. Det blev tydeligt i 2021, som var året, hvor flest transkønnede og nonbinære personer blev dræbt i USA. 

Især transkønnede og indfødte amerikanere queerpersoner er særligt sårbare for vold, forklarer Katherine Sender, der er professor ved Cornell University og forsker i køn og seksualitet. 

“Så forestillingen om, at alle personer kan føle sig sikre ved at gå på gaden, holder ikke endnu,” siger hun.

Katherine Sender forklarer samtidig, at det især er specifikke personer inden for queer-miljøet, der er blevet mere accepterede på ‘straight’ barer og i andre dele af samfundet.

“Hvis du er hvid, velhavende og ciskønnet, kan man godt snakke om, at det er nemmere at tage på hvilken som helst bar nu. Men hvad så med de mennesker, der er marginaliseret inden for LGBTQ+ miljøet? Hvilke steder har de at samles, når queer-barerne forsvinder?”

For Axel Martinez Zapata har der ikke været mange steder at kigge hen i håb om at finde et fællesskab med andre transkønnede personer – især ikke efter han begyndte at føle sig utilpas på queer-barerne i hans nabolag.

Ud over hans bedste ven fra high school, der også er transkønnet, og et par venner, der er non-binære, har der ikke været mange med samme oplevelser som Axel i hans omgangskreds. Derfor er han nu begyndt til boksning for transkønnede for at finde fællesskabet den vej.

“Det har virkelig været en god oplevelse, fordi alle er så imødekommende. De har det ligesom mig og har samme oplevelse af, at det er det eneste trans-sted, hvor vi kan komme og føle os helt tilpasse.”

“Derfor ville jeg også elske, hvis der kom en bar, der var målrettet trans-miljøet,” siger han.

Selvom der ikke er mange barer målrettet trans-miljøet, tyder noget på, at en ny forståelse af at være en LGBTQ+-bar er ved at opstå i USA. For hvor barerne førhen kaldte sig homobarer, er der nu flere og flere, der tager en ny betegnelse til sig; queer-bar. 

Nye barer blomstrer op

Hvis ikke man vidste, det var her, ville man aldrig finde det.

Der er nemlig musestille og bælgmørkt på Kosciuszko Street i Brooklyn lørdag aften. Det eneste, der indikerer, at man er kommet til det rette sted, er det lille navn “Singers”, som er spraymalet grønt på facaden. 

Men så snart man åbner døren, emmer det af liv.

Inde i det lille hus, der af flere gæster er blevet døbt “Grandma’s house”, står folk i kø for at få en øl og et shot. Bag baren står en bartender iklædt en trøje med skriften “Will work for sex” og snakker med nogle af gæsterne.

Og selvom barens interiør ligner noget, der er taget ud af 70’ernes dagligstuer, strømmer unge queers til den beskedne lokation for at bruge deres lørdag aften på baren, der stræber efter at skabe stemningen af at være “til en rigtig god privatfest”.

Sådan beskriver ejer Mike Guisinger sin bar. Sammen med sine to venner begyndte han at tage de første spadestik til projektet for et år siden, og i maj kunne de for første gang slå dørene op til Singers.

Baren er godt fyldt op lørdag aften, men den følgende mandag er der ikke mange mennesker at finde på baren udover to vennepar og en mand, der kalder sig selv Kevin Carpet. Han laver performance-art til festerne på baren, hvor han lægger sig på gulvet som et gulvtæppe, folk skal gå hen over for at komme ind.

Selvom baren ifølge Mike Guisinger opstod “lidt ved et tilfælde”, har de tre venner alligevel haft et gennemgående fokus på at tiltrække et “diverst og bredt publikum”, som står i opposition til “den traditionelle homobar”. 

“Vi ville gerne skabe et queer samlingspunkt, der ikke kun var målrettet homoseksuelle mænd. Det synes vi var helt naturligt, i og med at forståelsen af at være homoseksuel og queer er blevet mere bred i dag,” siger han.

Målet om at skabe Singers som en bar, der rummer en bredere forståelse af det at være LGBTQ+-person, handler først og fremmest om at skabe flere samlingspunkter for den nye generations queerpersoner. 

“Der er brug for en ny type barer, fordi der er et meget bredere spektrum af identiteter, som folk kan identificere sig med i dag. Vi har gjort meget ud af at hyre en divers medarbejdergruppe, sådan at alle, der har lyst til at komme på baren, kan føle sig repræsenteret,” siger Mike Guisinger.

De forskellige gæster er strømmet til den nye Brooklyn-bar, helt uden at Singers har reklameret sig selv som en queer bar nogen steder. Både Mike Guisinger og barens anden ejer Eric Escobar mener nemlig, at det er et “dødsdømt projekt” at kalde sig selv for det.

“Enhver virksomhed kan kalde sig selv queer efterhånden, og det er i høj grad blevet en slags marketingsstrategi. Derfor ser jeg heller ikke nogen mening i at brande os som queer, da det ikke er en garanti for at skabe et trygt rum,” siger Eric Escobar.

Problemernes parkeringsplads

Det er tydeligt at mærke, hvor stor en rolle barer har spillet for LGBTQ+-miljøets rettighedskamp og mulighed for at finde trygge tilflugtssteder. Og aktivismen lever fortsat i disse queer spaces.

Men da de tre venner slog dørene op til Singers, blev det samtidig en mission for dem at bidrage med et sted, hvor gæsterne kunne more sig uden at skulle tage stilling til verden udenfor. 

“Det har været vigtigt for os at forsøge ikke at være for alvorlige i det, vi laver, og at have en sans for humor hele vejen igennem,” siger Mike Guisinger.

“Vi har brug for steder, hvor vi kan slappe helt af og parkere vores problemer. Samtidig tror jeg på, at det også skaber et bedre udgangspunkt for nye, interessante idéer og opfattelser om verden.”

Den indstilling risikerer dog at undergrave de barer, der gennem årene har haft afgørende betydning for mange queerpersoners liv og rettigheder, mener Danielle Millet-Stanzielle. Hun har færdes på New Yorks LGBTQ+-barer og arrangeret fester på homobaren The Stonewall Inn i over 20 år, og blandt venner og bekendte er hun kendt som ‘de lesbiskes borgmester’.

“Som en person i 40’erne, synes jeg, at den yngre generation tager udviklingen for givet. De tænker, at de kan gå ud hvor som helst, fordi det er sikkert. Men det er det ikke.”

“De har ikke oplevet, hvad vi har oplevet. Og de tror, at de er støttende, når de tager på barer, der siger, at de er LGBTQ+-venlige, men det er ikke det samme,” siger hun.

Danielle Millet-Stanzielle oplever, at de nyere LGBTQ+-generationer ikke er lige så gode til at støtte op om barerne, som hun selv var i sine yngre år. Det kan ifølge hende skyldes, at det er blevet nemmere som queer at færdes i en by som New York. 

Men det betyder ikke, at du ikke risikerer at få sendt blikke eller kommentarer i din retning, hvis du kysser med din kæreste af samme køn på en hvilken som helst bar, mener hun.

“Er det bedre nu? Ja. Er det 100 procent bedre? Nej. Vil det nogensinde blive det? Ikke mens jeg lever,” siger Danielle.

Behovet for en fælles identitet forsvinder ikke

Men betyder den nye generations syn på seksualitet og køn, at æraen for LGBTQ+-barer langsomt er ved at nå sin afslutning?

Svaret bliver et rungende nej fra flere sider. Oftest bliver der trukket på smilebåndet ved spørgsmålet, som om det er helt ude i hampen at forestille sig, at der vil komme en dag, hvor LGBTQ+-miljøet ikke længere har brug for deres egne mødesteder. 

Ifølge Kristian Møller fra Roskilde Universitet er barerne nemlig også en måde for queerpersoner at udleve deres seksualitet.

“Bare fordi man når et bestemt niveau af inklusion i et samfund, fjerner det ikke behovet for at kunne leve gennem en fælles identitet, som blandt andet opstår i kraft af de her fysiske mødesteder,” siger han.

For Greggor Mattson ved Oberlin College er der heller ingen tvivl.

“Queer-barer, der formår at udvikle sig, vil altid være her. Behovet for at søge fællesskab vil ikke forsvinde, og vi har stadig brug for steder at finde det fællesskab. Men morgendagens queer-barer vil ikke være det samme som queer-barer for 20 år siden.”

Hvis barerne skal fastholde deres eksistensgrundlag, bliver de nemlig nødt til at kunne rumme den brede mangfoldighed, der er i LGBTQ+-miljøet, forklarer Mattson. 

“At være queer er i høj grad også blevet en kultur, og derfor skal heteroseksuelle personer føle sig velkomne, så de kan lære at deltage i fællesskabet på en måde, hvor de støtter vores institutioner.”

Forskellige subkulturer i samfundet er naturligt

Og lige præcis queer-kulturen kan ifølge Jere Keys, der er ansvarlig for udvikling og kommunikation ved Brooklyn Community Pride Center, være det, der sikrer overlevelsen af samlingspunkter som queer-barer.

“Barerne har jo andre funktioner end blot at være et safe space. Det er også et sted, hvor queer-kulturen får lov at florere, og den er ikke ved at dø ud lige foreløbig.”

Spørger man Mike Guisinger fra Singers, om USA ser ind i en fremtid, hvor queer-barerne ikke længere har samme relevans og nødvendighed, ryster han på hovedet, og siger fluks:

“Det håber jeg ikke.”

“I mine øjne vil der altid være forskellige subkulturer i samfundet, men det er jo ikke en dårlig ting. Det er det, der får en til at føle sig som en del af et fællesskab.”

Og trods de seneste år har vist, at flere barer er forsvundet, er det ikke ensbetydende med, at de resterende barer vil dreje nøglen om. Tværtimod åbnes nye også, ligesom Singers. 

Hvis de, vi har mødt på vores vej, får ret, siger vi ikke farvel og tak til barerne lige foreløbig – heller ikke selvom homoseksuelle personer bliver accepteret og inkluderet fuldstændigt i samfundet, mener Lisa Cannistraci, der er ejer af queer-baren Henrietta Hudson’s.

“Der er jo heller ikke nogen, der spørger folk fra Irland, om der stadig er brug for irske pubber, vel?”

Vi har forelagt Axel Martinez Zapatas oplevelser for baren Happyfun Hideaway, men de har ikke ønsket at kommentere på det.