Debbie får tårer i øjnene, når hun skal beskrive sin yndlingsbar. Det er nemlig meget mere end bare et sted at drikke øl
Gæsterne strømmer ind på to af New Yorks queer-barer. Det gør de, fordi der stadig er brug for safe spaces, hvor man kan spejle sig i andre, mener både barejere og gæster. Men andre står på spring for at løfte den opgave, barerne traditionelt har taget på sig.
Af Selma Hildebrand Frederiksen og Marie Møller Munksgaard
Gaderne ligger stort set tomme hen, da vi ankommer til Greenwich Village på Manhattan. Det er lørdag eftermiddag, og kun et par forbipasserende hundeluftere har trodset den iskolde luft og bevæget sig udenfor.
Gennem et vindue omkranset af lyskæder kan New Yorks beboere få et kig ind til baren Cubbyhole, hvor lørdagens festligheder er startet tidligt.
Og kulden forlader os øjeblikkeligt, da vi træder indenfor. I stedet omfavner varmen os som et kram.
En lav kvinde spotter os hurtigt og med et champagneglas i hånden, spreder hun armene ud og trækker på smilebåndet.
“Velkommen til Cubbyhole!”
Siden 1994 har baren stræbt efter at være et samlingssted for LGBTQ+-miljøet og dets venner ved at byde alle velkommen til “at have det sjovt, møde nye mennesker eller gamle venner”.
Men Cubbyhole er ved at være et unikum. Homobarer på tværs af USA forsvinder, og den udvikling gør sig især gældende for lesbiske barer. Der er under 25 lesbiske barer tilbage i landet, og Cubbyhole er en af dem. Og når barerne forsvinder, risikerer lesbiske kvinder at miste deres vandingshuller.
Homobarerne har nemlig haft en central rolle i LGBTQ+-miljøets rettighedskamp og fungeret som knudepunkt for fællesskabet i mange år. Men med indtoget af sociale medier, en coronakrise, der pressede mange virksomheder til at lukke og slukke, og ikke mindst en stigende accept af LGBTQ+-personer i samfundet, kan man få lyst til at spørge sig selv:
Hvad er barernes relevans i dag?
Vi er taget til byen, der har dannet rammen om kampen for homoseksuelles rettigheder – New York – for at besøge nogle af de få barer, der stadig er tilbage.
En selvvalgt familie
Kvinden, der har budt os velkommen bag baren, kommer hen mod os. Det er Debbie Greenberg, og hun har været bartender på Cubbyhole i de seneste 12 år. Hun giver os et kram, dirigerer os til at smide overtøjet på en stol, og så får vi stukket en øl i hånden.
Herfra går det lynhurtigt.
Først skal vi se på en seddel på døren ind til Cubbyhole, hvor barens historie står skrevet, så skal vi hilse på Geeta, der er bartender i dag, videre for at sige hej til en af stamgæsterne i baren, og så når vi også lige at vinke til to mænd, der sidder og synger med på jukeboksens toner, der brager ud i rummet.
“Vi er bøsserne, som styrer musikken,” siger den ene med et blink i øjet til os, men før vi ved af det, har Debbie fundet en ny person at introducere os for.
Det er Bonnie og hendes veninde, der sidder i baren. De to kvinder er begge stamgæster på Cubbyhole – og lige præcis derfor ved de, at det handler om at komme tidligt om lørdagen. Inden længe vil den lille bar nemlig være så fyldt med mennesker, at det knap nok er til at komme rundt.
“Så kan alle os stamgæster, der kender hinanden, lige nå at have et par timer sammen, inden det går amok,” siger Bonnie.
Bonnie er 31 år gammel og født og opvokset i Holland. Hun flyttede til New York for omkring et år siden i forbindelse med sit job, og da hun landede i den pulserende, travle storby, kendte hun ikke et øje.
Indtil hun fandt Cubbyhole.
Efter at have hørt om baren besluttede Bonnie at give det et skud. Måske det kunne være, hun kunne finde nogle nye venner der? Og mere end en enkelt aften krævede det ikke.
“Mange af de gode venner, jeg har i New York, fik jeg den første aften, jeg kom på Cubbyhole. Siden da er jeg bare blevet ved med at komme tilbage, og nu er det som at have en ekstra familie,” siger hun.
I dag kommer hun her flere gange om ugen, blandt andet med sin veninde, som hun sidder i baren med denne lørdag. De mødte hinanden på Bonnies første aften på Cubbyhole, og baren er nu blevet en så vigtig del af hendes liv, at hun tog sin far med derhen, da han var på besøg fra Holland.
“Hans eneste kritikpunkt var, at musikken var utroligt høj, men ellers blev han bare glad for at se, at jeg har fundet det her fællesskab at være en del af,” fortæller Bonnie.
Spørger man Bonnie, er det lige præcis derfor, det er vigtigt, at steder som Cubbyhole fortsat består. For i modsætning til at tage på en hvilken som helst ‘straight’ bar og “blive lagt an på ni ud af ti gange”, som Bonnie beskriver det, handler en aften på Cubbyhole nærmere om at komme hinanden ved og skabe et rum, hvor man kan sænke skuldrene – lige meget hvem man er.
Debbie fandt hjem
Tonerne af en ny sang fra jukeboksen strømmer ud i rummet, og det er tilsyneladende en klassiker på Cubbyhole. Samtlige gæster begynder at synge med på ‘Daydream Believer’ af Anne Murray, mens Debbie Greenberg starter en livestream på Instagram for at vise det høje humør frem for omverdenen. Og det er ikke sidste gang denne lørdag eftermiddag, at hun hiver telefonen frem for at gå live.
Da det endelig lykkes os at lokke Debbie hen i et hjørne af baren for at snakke, når hun knap nok at sige en sætning, før vi bliver afbrudt af en gæst, der kommer hen for at give hende et kram.
“Undskyld! Der er bare så mange mennesker, jeg skal nå at sige farvel til,” siger Debbie til os.
Det er nemlig Debbies sidste aften på Cubbyhole i et stykke tid. Hendes mor er blevet syg, og derfor forlader Debbie New York for en stund for at passe på moderen. Forhåbentligt er hun tilbage på “Cubby” i maj, lyder det.
Og det er ikke nemt at sige farvel. Siden Debbie trådte ind ad barens dør for første gang, har hendes liv nemlig ændret sig drastisk.
“Jeg havde det som et lille barn, der kom på besøg i Willy Wonkas chokoladefabrik, da jeg begyndte at komme på Cubbyhole. Jeg følte mig fri og tilpas – som om jeg havde fundet hjem,” siger hun.
Debbie Greenberg sprang ud som 44-årig, ikke længe efter hendes homoseksuelle bror døde af aids. Det skete samtidig med, at hun fik job som bartender på Cubbyhole, og i dag er hun 57 år gammel.
Meget er sket siden da, men en ting har ikke ændret sig.
“Det er mere vigtigt end nogensinde før at have et safe space som det her. Jeg begynder næsten at græde af at snakke om det, fordi det er så vigtigt,” siger hun.
“Det her land er et stort, fucking rod. I Florida bliver folk fyret for at være homoseksuelle. I New York har jeg prøvet at blive spyttet efter af en fyr, fordi han troede, at jeg kiggede på hans kæreste. Så hvor skal vi tage hen for at føle os sikre, hvis ikke vi har de her barer?”
Fysiske mødesteder kan ikke erstattes
Som timerne skrider frem, bliver det kun sværere at forestille sig, at lignende barer rundt om i landet har været nødt til at dreje nøglen om. Cubbyhole er nemlig fyldt til randen, drinks bliver langet over disken i pendulfart, og jukeboxen spiller højere og højere.
Men da Geeta og Debbie skruer ned for musikken for at sige et par ord til gæsterne, bliver vi mindet om, hvorfor vi er her.
“Tak, fordi I er her i aften og er med til at forme det her fællesskab og gøre det til et safe space,” siger Geeta bag baren, og folk klapper og hujer i opbakning.
Ifølge Greggor Mattson, der er sociolog ved Oberlin College og forsker i LGBTQ+-barer, skal man ikke undervurdere betydningen af barerne i dag, da det ikke er alle steder i landet, der er lige accepterende.
“Selv i New York som er meget progressiv, er der stor forskel på at være queer, alt efter hvilken bydel du bor i.”
Mens sociale medier har gjort det nemmere at opsøge LGBTQ+-personer andre steder end på en bar, mener Greggor Mattson ikke, at de to ting kan sammenlignes. Oftest vil man nemlig søge efter folk, der ligner en selv på sociale medier.
“Fysiske mødesteder er unikke, fordi du har muligheden for at støde ind i en fremmed og have en samtale, der udfordrer og ændrer dig en lille smule. Det kommer der altid til at være brug for, lige meget hvor stor accepten bliver i samfundet.”
Repræsentation uden stereotyper
At homoseksuelle fællesskaber som Cubbyhole har så stor betydning for dem, vi møder, kan have rod i, at der har været – og til dels stadig er – få åbent homoseksuelle i det offentlige billede. Det kan have stor betydning for det enkelte individ, lyder det fra Susanne Branner Jeppesen, der er sekretariatschef for LGBT+ Danmark.
“Hvis man ikke har nogen at spejle sig i, så kan det lede til en ensomhedsfølelse. Og det er et kæmpe problem blandt LGBT+-personer,” siger Susanne Branner Jeppesen.
Ensomhed er langt mere udbredt blandt LGBTQ+-personer. 28 procent af den danske LGBTQ+-befolkning følte sig nemlig ensomme, mens det samme gjorde sig gældende for fem procent af den danske befolkning i 2020. Det viste en undersøgelse foretaget af Miljø- og Fødevareministeriet.
I USA har den amerikanske interesseorganisation SAGE været med til at kortlægge ensomhed blandt homoseksuelle ældre. Resultatet viste, at 53 procent af ældre homoseksuelle følte sig isolerede fra andre, mens 59 procent oplevede, at de manglede selskab.
“Det er vigtigt, at vi har en bred repræsentation, så man kan se, at man kan få et liv som queer, hvor man kan have alle slags livsforløb og ikke behøver at være på én måde, der er ret stereotypisk,” siger Susanne Branner Jeppesen.
Hvor homoseksuelle i film og tv-serier ofte har været reduceret til den kække, løs-i-håndleddene, moderigtige bøsse-ven, så er serien ‘The L Word: Generation Q’ et brud med den tradition.
I tråd med sin forgænger, der bare blev kaldt ‘The L Word’, følger tv-serien en LGBTQ+-vennegruppe, der viser, at homoseksuelle også ‘bare’ er mennesker, der kæmper mod hverdagens trivialiteter, syge mødre, stofmisbrug og utroskab.
Derfor er det også noget at et scoop, da queer-baren Henrietta Hudson kan offentliggøre, at de er det eneste sted i New York, der viser seriens forpremiere. Og den nyhed er noget, der lokker gæsterne til.
Dans under diskokuglen
Langs fortovet foran Henrietta Hudson snor en kø sig af primært kvinder, der venter på at blive lukket ind.
Indenfor er der endnu tomt, kun bartenderne er på plads. De er tre unge kvinder midt i 20’erne, og de forbereder sig på dagens ryk. Med 300 forventede gæster og fri bar de første to timer, ved de, at der bliver travlt.
Og rigtigt nok: Så snart dørene åbner, stimler folk sammen i baren, før den første gruppe af mennesker tager dansegulvet i brug.
Til tonerne af ‘Woman’ med Doja Cat fyldes dansegulvet langsomt mere og mere op, og snart er det ikke til at tro, at klokken kun lige har passeret syv om aftenen. De første kys bliver delt på dansegulvet, og over menneskemængden roterer en stor diskokugle, der skaber genskær over alt, på vægge og på gulvet.
Men pludselig bliver musikken slukket, og et sug går gennem lokalet.
På barens to tv-skærme går serien i gang. Hver gang et nyt par dukker op på skærmen, hujes der i lokalet. Der bliver sat undertekster på afsnittet, for gæsternes begejstring er så stor, at man knap kan høre, hvad skuespillerne siger.
Ude foran baren er der sat en storskærm op, og selvom temperaturen stadig falder, holder folk ud. Med ekstra lag tøj har de placeret sig på stolerækkerne, og når der hujes indenfor, stemmer de i.
Mellem dem går Lisa Cannistraci, ejeren af Henrietta Hudson. Med sin vanlige uniform, hvid dunvest og matchende hue, giver hun os en thumbs up, før hun haster videre mod næste opgave. Aftenen er en succes.
En levende organisme
Det er ikke første gang, vi møder Lisa. Dagen forinden brugte vi sammen med hende for at høre, hvordan hun har fået Henrietta Hudson til at overleve – og trives.
Hun tager imod os foran den lukkede bar, hvor der altid er noget at se til. Netop nu er det en mindre oversvømmelse i kælderen.
Af den grund inviterer hun os med op i sin lejlighed, som ligger lige over Henrietta Hudson. Derfor har hun heller aldrig helt fri.
“Når jeg skal sove, har jeg AirPods i ørene. Ellers larmer det for meget fra baren. Det sidste jeg gør, inden jeg sover, er at kigge ind ad barens vinduer. Og om morgenen går jeg på Instagram for at se, hvordan natten er gået,” fortæller Lisa.
At være barejer er noget, man er hele tiden, lyder det fra Lisa. Selv begyndte hun som bartender på en lesbisk bar tilbage i 1985. Men da baren lukkede i 1990, øjnede Lisa en mulighed. Hun købte lokalerne, og året efter slog Henrietta Hudson dørene op.
Når Lisa taler om baren i dag, omtaler hun ikke Henrietta Hudson som et “det”, men som en “hun”, der er “meget, meget nuanceret”.
“Jeg synes ikke, at Henrietta Hudson er en bar. Hun er en levende, åndende organisme som har sit eget liv. Det er et magisk sted,” siger Lisa.
Aktivisme som følgesvend
Det har krævet blod, sved og tårer at holde liv i Henrietta Hudson i alle disse år. Og en hel del nytænkning og aktivisme.
“Jeg er en aktivist, der tilfældigvis ejer en bar. Henrietta Hudson er en platform for det. Jeg har aldrig villet være en barejer, men pludselig stod planeterne lige, og vi gjorde det, og nu er der gået 32 år,” siger Lisa.
Ifølge Lisa har “tallene aldrig været bedre”, og hun viser os en video på sin mobil, hvor man kan se folk stå i en kø, der snor sig hele vejen rundt om boligblokken for at komme ind på baren efter 15 måneders coronanedlukning.
Men det har ikke altid været guld og grønne skove. I 2012 “trivedes Henrietta ikke”, som Lisa formulerer det. Til et event for ældre homoseksuelle mødte hun “nogle unge queers”, og da hun spurgte dem, om de nogensinde ville feste på Henrietta Hudson, lød svaret:
“Nej, det sted er så gammeldags.”
Ikke just opløftende som barejer.
“Jeg vidste, at det ville være svaret, men jeg havde brug for at høre det. Næste morgen vågnede jeg op og startede stedets forvandling. Underholdningen blev mere professionel og med en showgirl-energi. Stille og roligt begyndte ‘ungerne’ at komme, så indtil 2019 blev baren travlere, mere interessant og mere tillokkende,” forklarer Lisa.
Udviklingen betød blandt andet, at baren gik fra at være en lesbisk bar til en ‘lesbisk-centreret queer-bar’. Hvor baren tidligere henvendte sig til lesbiske, blev fokus nu på at gøre plads til alle – men stadig med de lesbiske gæsters ve og vel i hovedsædet.
Det skulle ikke blive sidste gang, at baren ændrede målgruppe. Da pandemien spredte sig på Manhattan, og alt lukkede ned, så Lisa det som en chance for at genopfinde baren endnu engang. Det betyder, at den ikke længere er centreret om lesbiske, men i stedet er en ‘queer-bar lavet af lesbiske’.
Samtidig blev en del af de ansatte skiftet ud, så nu er de, der står bag baren, en del af den generation, som de betjener. Og de er anderledes, end publikum var for bare få år tilbage.
“De unges kønsidentitet er flydende, de er non-binære, mange er polyamorøse. De er gladere. Da jeg åbnede, kom folk til Greenwich Village, fordi de blev nødt til at flygte fra deres hjem på grund af homobashing, og fordi de blev smidt ud af deres forældre. De var ikke lige så glade, som de er i dag,” siger Lisa.
“Altid en kamp at kæmpe”
Fredag aften er der heller ingen tvivl om, at gæsterne er glade. Men i en ikke fjern fortid var gæsternes færden uden for barerne forbundet med risiko.
For samfundets accept er ikke noget, der bare er blevet givet til homoseksuelle. Det er noget, der er blevet kæmpet for. Og Lisa har været med til de fleste kampe. Hun var en af dem, der gik forrest for rettigheden til at gifte sig med eget køn.
Det gjorde hun, selvom hun “vidste, at det ville skade hendes forretning.” Hendes tese var, at det ville betyde, at lesbiske par “ville blende ind” på samfundets ‘straight’ barer – og derfor stoppe med at besøge byens lesbiske barer.
“Men jeg stoppede aldrig. Det ligger i min natur, og der er altid noget, der skal ændres. Altid en kamp at kæmpe.”
I dag må homoseksuelle gifte sig, og i december blev den rettighed slået fast i granit. Et flertal i Repræsentanternes Hus i USA stemte for en lov, der skal sikre retten til at gifte sig med en af samme køn. Ugen forinden stemte Senatet for det samme, og det betyder, at lovgivningen nu ender på Joe Bidens skrivebord.
Denne milepæl kommer efter fire år med Donald Trump som præsident, “der normaliserede had mod farvede og queers”. Sådan lyder det fra Lisa Cannistraci, der med egne øjne kunne se, hvordan det påvirkede folk.
“Pludselig blev Henrietta ekstra travl, for folk blev bange igen,” siger Lisa.
“Jeg følte mig skyldig. Forretningens tal skød i vejret, fordi folk var bange. Men mine venner sagde ‘du har gjort det her i årtier, du har gjort alt arbejdet, du er ikke en outsider, der kapitaliserer på, at queers er bange. Du er én, der er i kampen hver dag’. Men ja, vi vil altid have brug for de her rum, for hvem ved, hvad den næste skøre politiske bevægelse bliver.”
Et fællesskab i nærvær af alkohol
Vigtigheden af barernes rolle i samfundet som en institution, et safe space og et samlingspunkt for homoseksuelle er tydelig, når vi snakker med barernes gæster, bartendere og ejere.
Men der er også dårlige ting ved barerne, påpeger forsker Greggor Mattson. Derfor er det nødvendigt med et kritisk blik på alkohols betydning for dannelsen af queer fællesskaber.
“Det er ambivalent, at fællesskabet altid samles i nærværet af alkohol. Det betyder både, at unge LGBTQ+-personer bliver udelukket fra fællesskabet, og at det er svært, hvis man er tidligere misbruger,” siger Greggor Mattson.
Derfor er det vigtigt, at der også er steder, hvor man kan mødes, uden at alkohol er indblandet. Og et af de steder kan være Brooklyn Community Pride Center, hvor Jere Keys arbejder som kommunikations- og udviklingsmedarbejder.
“Vi eksisterer for at udfylde hullerne for LGBTQ+-samfundet. For uden en bevidst indsats opstår fællesskabet ikke. Især fordi det ikke bliver givet videre gennem generationerne. Derfor er der brug for et sted, hvor vi kan tale med samfundets ældre og til den yngre generation, så de kan viderebringe kulturen, traditionerne og historien fra en æra til den næste,” siger Jere Keys.
De ansatte og frivillige i centeret udgør en socialaktivistisk funktion, hvor de hjælper LGBTQ+-personer med alt fra hjemløshed til jobjagt og økonomiske problemer. I takt med at non-profit-organisationer overtager nogle af de opgaver, som barerne traditionelt har taget på sig, vil man se barerne blive “en mindre drivkraft” bag fællesskabet, mener Jere Keys.
Det vil dog være forkert at sige, at barerne ikke længere har en funktion, siger Greggor Mattson. Han understreger nemlig, at den del af LGBTQ+-personer, der bifalder, at barerne forsvinder, kun kan gøre det, fordi de selv tilhører majoriteten af minoriteten.
“Man skal ikke overromantisere barerne, men man skal heller ikke nedgøre dem. Folk, der siger, at det er godt, de forsvinder, er ofte ciskønnede, hvide homoseksuelle mænd fra middelklassen, der føler sig sikre i offentligheden. Men den frihed gælder ikke for alle queers endnu,” siger Greggor Mattson.
Uudtalte spændinger
På Cubbyhole er lørdag eftermiddag ved at blive til aften, og baren er efterhånden helt proppet. Mænd og kvinder står side om side og synger med på jukeboxens toner.
Men sådan kommer resten af aftenen ikke til at fortsætte, lyder det fra de to “bøsser, der styrer musikken”, som sad i baren, da vi kom ind ad døren. De er hyppige gæster, på trods af at Cubbyhole ifølge Debbie Greenberg er “90 procent lesbisk”.
Selvom der skal være plads til alle i baren, forklarer de to mænd, at der alligevel er nogle uskrevne regler at følge.
“Alle bøsserne smutter ved en 18-19-tiden om aftenen for at give plads til de lesbiske kvinder. Det er vores måde at vise på, at vi respekterer et af de få steder, de har tilbage,” siger Brent Miller.
“Ellers kan det godt give nogle gnidninger.”
Det bliver pakket pænt ind. Men selv på steder som Cubbyhole kan det være svært at balancere mellem ønsket om at skabe plads til alle, uanset køn og seksualitet, samtidig med at ville skabe et frirum for en specifik minoritet.
Og det er uundgåeligt, at nogle vil træde forkert.
Læs videre i kapitel tre, hvor vi møder Axel, der ikke føler sig velkommen på New Yorks LGBTQ+-barer, efter han har skiftet køn.