En genfødsel af homobarerne er undervejs: “Der er aldrig noget sted, der kan være sikkert for alle”
Kompleksiteten af køns- og seksualitetsspektret har udviklet sig, og det gør det sværere at skabe et safe space for alle på LGBTQ+-barer. Det har 29-årige Axel Martinez Zapata oplevet på egen krop, og han har ikke lyst til at besøge barerne mere. Men yngre generationer tager barernes betydning for givet, lyder kritikken fra den ældre generation.
Af Selma Hildebrand Frederiksen og Marie Møller Munksgaard
Det var meningen, det skulle være en tryg og hyggelig aften, da Axel trådte ind ad døren til Happyfun Hideaway.
Han havde været på LGBTQ+-baren i Bushwick, New York, mange gange før. Men den her gang var noget anderledes. Når folk så på ham, så de ikke længere en kvinde – men i stedet en mand.
Da Axel stod oppe i baren og bestilte en drink, mærkede han pludselig varmen fra en krop bagved ham, der trykkede sig tæt op af ham.
“Kender jeg dig?” spurgte Axel.
Manden svarede ikke, men blev i stedet ved med at stirre på ham. I et forsøg på at komme væk fra situationen, begyndte Axel at gå ned mod sit bord, hvor hans kæreste sad og ventede.
Men han nåede ikke langt. Før han vidste af det, skubbede fyren fra baren ham op ad en væg og begyndte at røre ved ham.
“Du er vist i det forkerte space, honey,” sagde manden til ham.
Det var første gang, at Axel Martinez Zapata var på baren Happyfun Hideaway, efter han transitionerede til mand. Kort efter besøgte han baren igen, fast besluttet på at give stedet en ekstra chance. Men han blev chikaneret igen, og nu har han ikke lyst til at vende tilbage.
“Det er en god og sjov bar, og mange af mine venner kommer der stadig. Men jeg har ikke lyst til at komme et sted, hvor jeg bliver nødt til at fortælle, at jeg er transkønnet for at undgå at blive chikaneret,” siger han.
“Vores barer er ikke perfekte”
Historisk set har USA’s barer for homoseksuelle haft stor betydning for LGBTQ+ miljøets rettighedskamp og været samlingsstedet i tider, hvor der ikke var andre trygge steder at mødes. Nu svinder de ind, og det skaber bekymring. For med færre barer, bliver der færre safe spaces, lyder det fra flere sider. Men det er ikke alle, der har oplevet at LGBTQ+-barer har været et trygt rum at træde ind i.
Efter Axels transition udgør barerne i hvert fald ikke længere et safe space for ham. Diskrimination er ifølge ham ikke kun et problem, der kommer udefra, og det ønsker han, at man i højere grad kan italesætte.
“Alle har deres problemer i LGBTQ+-miljøet. Det vil jeg ikke underminere. Men jeg synes, det er vigtigt at tage de svære snakke.”
Den pointe anerkender filmskaber Erica Rose. Hun har startet The Lesbian Bar Project sammen med Elina Street, der har til formål at “fejre, støtte og forstærke” de tilbageværende barer for lesbiske.
“Vores barer er ikke perfekte, og det forsøger vi også at være ærlige omkring. Vi har oplevet alt fra racisme til transfobi til xenofobi på barerne, og det er vigtigt at sætte fokus på,” siger hun.
Samme toner lyder fra Greggor Mattson, der er professor i sociologi ved Oberlin College and Conservatory. Han har brugt to år på at kortlægge LGBTQ+-venlige barer og klubber i USA og er på nuværende tidspunkt ved at skrive en bog om udviklingen af homobarer i landet.
“Jeg advarer altid folk mod at romantisere barerne. For barerne eksisterer i et samfund, hvor der stadig er racisme og diskrimination. Derfor kan barerne ikke se sig undtaget fra, at det også sker hos dem.”
En bevægelse mod safer spaces
Før Axel transitionerede, kom han ofte på LGBTQ+-barer, da han identificerede sig som lesbisk kvinde. Og her fandt han det fællesskab, som præger fortællingen om barerne.
Når den ugentlige lesbiske aften på baren The Woods løb af stablen, var det samlingsstedet for alle vennerne og føltes “som den bedste tid på ugen”.
“Det betød meget for os alle sammen at have det sted at mødes. Men det gør mig trist at tænke på, for nu kan jeg ikke tage derhen uden at blive chikaneret,” siger han og tilføjer:
“Jeg var godt klar over, at det ikke ville blive nemt, men jeg regnede ikke med, at jeg skulle opleve at blive taget på, skubbet og endda ignoreret på de barer, jeg plejede at komme på.”
For Axel har hans oplevelser efter hans transition betydet, at han den dag i dag foretrækker at tage på ‘straight’ barer frem for queer-barer, da han føler sig mere velkommen der.
“Inden for queer-miljøet er der så mange uudtalte problemer, som gør, at jeg hellere vil bruge min tid på ‘straight’ barer. For hvorfor skulle jeg have lyst til at tage et sted hen, hvor jeg ikke føler mig velkommen, selvom der står, at det er LGBTQ+ venligt?”
Ifølge Kristian Møller, der er kønsforsker ved Roskilde Universitet, er det ikke utænkeligt, at flere har haft oplevelser, der minder om Axels. Det er blandt andet derfor, at man i højere grad er begyndt at tale om safer spaces frem for safe spaces, forklarer han.
“Når man begynder at tale om safer spaces, er det en anerkendelse af, at der aldrig er noget sted, der kan være sikkert for alle. Derfor vil en kontrol af, hvem der er til stede i et rum aldrig være et fuldstændigt værn mod eventuelle overgreb eller problematiske situationer,” siger Kristian Møller.
Opblødningen fra safe space til safer spaces skyldes ifølge RUC-forskeren, at spørgsmål om hvad der udgør et køn, en seksualitet eller en etnicitet er blevet “enormt komplekse”.
“Det gør det sværere at identificere de individer, som kan være til fare for andre i rummet eller gøre dem utrygge. Derfor er det heller ikke et sikkerhedsproblem, der har et quick fix.”
Transkønnede er udsatte
Da Axel Martinez Zapata transitionerede, havde han et håb om, at de queer-barer, der førhen havde været samlingspunktet i hans sociale liv, fortsat kunne have samme betydning.
Men sådan blev det ikke. Spørger man Axel, handler hans dårlige oplevelser på barerne om, at der ikke er nok fokus på at skabe et fællesskab for trans-miljøet i USA.
“Vi snakker meget om homoseksuelle mænd og kvinders udfordringer. Men jeg føler ikke, at nogen snakker om transkønnedes udfordringer og vores manglende mulighed for at finde fællesskab med hinanden,” siger Axel.
Og transkønnede er en udsat gruppe inden for LGBTQ+-spektret. Det blev tydeligt i 2021, som var året, hvor flest transkønnede og nonbinære personer blev dræbt i USA.
Især transkønnede og indfødte amerikanere queerpersoner er særligt sårbare for vold, forklarer Katherine Sender, der er professor ved Cornell University og forsker i køn og seksualitet.
“Så forestillingen om, at alle personer kan føle sig sikre ved at gå på gaden, holder ikke endnu,” siger hun.
Katherine Sender forklarer samtidig, at det især er specifikke personer inden for queer-miljøet, der er blevet mere accepterede på ‘straight’ barer og i andre dele af samfundet.
“Hvis du er hvid, velhavende og ciskønnet, kan man godt snakke om, at det er nemmere at tage på hvilken som helst bar nu. Men hvad så med de mennesker, der er marginaliseret inden for LGBTQ+ miljøet? Hvilke steder har de at samles, når queer-barerne forsvinder?”
For Axel Martinez Zapata har der ikke været mange steder at kigge hen i håb om at finde et fællesskab med andre transkønnede personer – især ikke efter han begyndte at føle sig utilpas på queer-barerne i hans nabolag.
Ud over hans bedste ven fra high school, der også er transkønnet, og et par venner, der er non-binære, har der ikke været mange med samme oplevelser som Axel i hans omgangskreds. Derfor er han nu begyndt til boksning for transkønnede for at finde fællesskabet den vej.
“Det har virkelig været en god oplevelse, fordi alle er så imødekommende. De har det ligesom mig og har samme oplevelse af, at det er det eneste trans-sted, hvor vi kan komme og føle os helt tilpasse.”
“Derfor ville jeg også elske, hvis der kom en bar, der var målrettet trans-miljøet,” siger han.
Selvom der ikke er mange barer målrettet trans-miljøet, tyder noget på, at en ny forståelse af at være en LGBTQ+-bar er ved at opstå i USA. For hvor barerne førhen kaldte sig homobarer, er der nu flere og flere, der tager en ny betegnelse til sig; queer-bar.
Nye barer blomstrer op
Hvis ikke man vidste, det var her, ville man aldrig finde det.
Der er nemlig musestille og bælgmørkt på Kosciuszko Street i Brooklyn lørdag aften. Det eneste, der indikerer, at man er kommet til det rette sted, er det lille navn “Singers”, som er spraymalet grønt på facaden.
Men så snart man åbner døren, emmer det af liv.
Inde i det lille hus, der af flere gæster er blevet døbt “Grandma’s house”, står folk i kø for at få en øl og et shot. Bag baren står en bartender iklædt en trøje med skriften “Will work for sex” og snakker med nogle af gæsterne.
Og selvom barens interiør ligner noget, der er taget ud af 70’ernes dagligstuer, strømmer unge queers til den beskedne lokation for at bruge deres lørdag aften på baren, der stræber efter at skabe stemningen af at være “til en rigtig god privatfest”.
Sådan beskriver ejer Mike Guisinger sin bar. Sammen med sine to venner begyndte han at tage de første spadestik til projektet for et år siden, og i maj kunne de for første gang slå dørene op til Singers.
Baren er godt fyldt op lørdag aften, men den følgende mandag er der ikke mange mennesker at finde på baren udover to vennepar og en mand, der kalder sig selv Kevin Carpet. Han laver performance-art til festerne på baren, hvor han lægger sig på gulvet som et gulvtæppe, folk skal gå hen over for at komme ind.
Selvom baren ifølge Mike Guisinger opstod “lidt ved et tilfælde”, har de tre venner alligevel haft et gennemgående fokus på at tiltrække et “diverst og bredt publikum”, som står i opposition til “den traditionelle homobar”.
“Vi ville gerne skabe et queer samlingspunkt, der ikke kun var målrettet homoseksuelle mænd. Det synes vi var helt naturligt, i og med at forståelsen af at være homoseksuel og queer er blevet mere bred i dag,” siger han.
Målet om at skabe Singers som en bar, der rummer en bredere forståelse af det at være LGBTQ+-person, handler først og fremmest om at skabe flere samlingspunkter for den nye generations queerpersoner.
“Der er brug for en ny type barer, fordi der er et meget bredere spektrum af identiteter, som folk kan identificere sig med i dag. Vi har gjort meget ud af at hyre en divers medarbejdergruppe, sådan at alle, der har lyst til at komme på baren, kan føle sig repræsenteret,” siger Mike Guisinger.
De forskellige gæster er strømmet til den nye Brooklyn-bar, helt uden at Singers har reklameret sig selv som en queer bar nogen steder. Både Mike Guisinger og barens anden ejer Eric Escobar mener nemlig, at det er et “dødsdømt projekt” at kalde sig selv for det.
“Enhver virksomhed kan kalde sig selv queer efterhånden, og det er i høj grad blevet en slags marketingsstrategi. Derfor ser jeg heller ikke nogen mening i at brande os som queer, da det ikke er en garanti for at skabe et trygt rum,” siger Eric Escobar.
Problemernes parkeringsplads
Det er tydeligt at mærke, hvor stor en rolle barer har spillet for LGBTQ+-miljøets rettighedskamp og mulighed for at finde trygge tilflugtssteder. Og aktivismen lever fortsat i disse queer spaces.
Men da de tre venner slog dørene op til Singers, blev det samtidig en mission for dem at bidrage med et sted, hvor gæsterne kunne more sig uden at skulle tage stilling til verden udenfor.
“Det har været vigtigt for os at forsøge ikke at være for alvorlige i det, vi laver, og at have en sans for humor hele vejen igennem,” siger Mike Guisinger.
“Vi har brug for steder, hvor vi kan slappe helt af og parkere vores problemer. Samtidig tror jeg på, at det også skaber et bedre udgangspunkt for nye, interessante idéer og opfattelser om verden.”
Den indstilling risikerer dog at undergrave de barer, der gennem årene har haft afgørende betydning for mange queerpersoners liv og rettigheder, mener Danielle Millet-Stanzielle. Hun har færdes på New Yorks LGBTQ+-barer og arrangeret fester på homobaren The Stonewall Inn i over 20 år, og blandt venner og bekendte er hun kendt som ‘de lesbiskes borgmester’.
“Som en person i 40’erne, synes jeg, at den yngre generation tager udviklingen for givet. De tænker, at de kan gå ud hvor som helst, fordi det er sikkert. Men det er det ikke.”
“De har ikke oplevet, hvad vi har oplevet. Og de tror, at de er støttende, når de tager på barer, der siger, at de er LGBTQ+-venlige, men det er ikke det samme,” siger hun.
Danielle Millet-Stanzielle oplever, at de nyere LGBTQ+-generationer ikke er lige så gode til at støtte op om barerne, som hun selv var i sine yngre år. Det kan ifølge hende skyldes, at det er blevet nemmere som queer at færdes i en by som New York.
Men det betyder ikke, at du ikke risikerer at få sendt blikke eller kommentarer i din retning, hvis du kysser med din kæreste af samme køn på en hvilken som helst bar, mener hun.
“Er det bedre nu? Ja. Er det 100 procent bedre? Nej. Vil det nogensinde blive det? Ikke mens jeg lever,” siger Danielle.
Behovet for en fælles identitet forsvinder ikke
Men betyder den nye generations syn på seksualitet og køn, at æraen for LGBTQ+-barer langsomt er ved at nå sin afslutning?
Svaret bliver et rungende nej fra flere sider. Oftest bliver der trukket på smilebåndet ved spørgsmålet, som om det er helt ude i hampen at forestille sig, at der vil komme en dag, hvor LGBTQ+-miljøet ikke længere har brug for deres egne mødesteder.
Ifølge Kristian Møller fra Roskilde Universitet er barerne nemlig også en måde for queerpersoner at udleve deres seksualitet.
“Bare fordi man når et bestemt niveau af inklusion i et samfund, fjerner det ikke behovet for at kunne leve gennem en fælles identitet, som blandt andet opstår i kraft af de her fysiske mødesteder,” siger han.
For Greggor Mattson ved Oberlin College er der heller ingen tvivl.
“Queer-barer, der formår at udvikle sig, vil altid være her. Behovet for at søge fællesskab vil ikke forsvinde, og vi har stadig brug for steder at finde det fællesskab. Men morgendagens queer-barer vil ikke være det samme som queer-barer for 20 år siden.”
Hvis barerne skal fastholde deres eksistensgrundlag, bliver de nemlig nødt til at kunne rumme den brede mangfoldighed, der er i LGBTQ+-miljøet, forklarer Mattson.
“At være queer er i høj grad også blevet en kultur, og derfor skal heteroseksuelle personer føle sig velkomne, så de kan lære at deltage i fællesskabet på en måde, hvor de støtter vores institutioner.”
Forskellige subkulturer i samfundet er naturligt
Og lige præcis queer-kulturen kan ifølge Jere Keys, der er ansvarlig for udvikling og kommunikation ved Brooklyn Community Pride Center, være det, der sikrer overlevelsen af samlingspunkter som queer-barer.
“Barerne har jo andre funktioner end blot at være et safe space. Det er også et sted, hvor queer-kulturen får lov at florere, og den er ikke ved at dø ud lige foreløbig.”
Spørger man Mike Guisinger fra Singers, om USA ser ind i en fremtid, hvor queer-barerne ikke længere har samme relevans og nødvendighed, ryster han på hovedet, og siger fluks:
“Det håber jeg ikke.”
“I mine øjne vil der altid være forskellige subkulturer i samfundet, men det er jo ikke en dårlig ting. Det er det, der får en til at føle sig som en del af et fællesskab.”
Og trods de seneste år har vist, at flere barer er forsvundet, er det ikke ensbetydende med, at de resterende barer vil dreje nøglen om. Tværtimod åbnes nye også, ligesom Singers.
Hvis de, vi har mødt på vores vej, får ret, siger vi ikke farvel og tak til barerne lige foreløbig – heller ikke selvom homoseksuelle personer bliver accepteret og inkluderet fuldstændigt i samfundet, mener Lisa Cannistraci, der er ejer af queer-baren Henrietta Hudson’s.
“Der er jo heller ikke nogen, der spørger folk fra Irland, om der stadig er brug for irske pubber, vel?”
Vi har forelagt Axel Martinez Zapatas oplevelser for baren Happyfun Hideaway, men de har ikke ønsket at kommentere på det.